My pregnancy: first trimester
Min graviditet
Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst til at dele om dette nye kapitel i mit liv, og i hvilken detaljegrad. For mig føles det enormt privat og angstprovokerende, at noget så inderligt bringes på internettet og dermed bliver tilgængelige for alle og enhver.
Men efter første trimester, hvor kun få har kendt til vores hemmelighed, har jeg haft mulighed for at tænke og mærke ordentlig efter, og jeg er kommet frem til at selvfølgelig skal jeg dele om denne nye del af mit liv. Dels, fordi forældreskabet jo er transformativt og i den grad definitivt. Jeg står overfor en ny virkelighed, hvor min kerne består, men mine interesser og liv naturligvis vil formes af dette nye eventyr. Og i denne proces har jeg brug for, at jeg fortsat kan være autentisk irl – såvel som online. Men ikke mindst fordi jeg har haft enorm glæde af at læse andres beretninger og tanker om denne vilde process. Det har været så givende at kunne søge viden og førstehåndsberetninger. Som den ‘glade forbruger’ af andres skriverier jeg er, så har jeg lyst til selv at være modig og ‘pay it forward’, og jeg håber selvfølgelig at mine skriv kan skabe samme værdi for jer.
Sidst, men ikke mindst, kan graviditets-indlæg være en trigger for nogle, derfor håber jeg at man vil skippe disse indlæg, hvis man ved, at de ikke gør en godt, og selvfølgelig minde om at dette blot er min historie og mine oplevelser.
En kold dag med en lille babyspire i maven
Sådan blev vi gravide
Det skete heldigvis hurtigt, og vi var (glædeligt!!) chokerede, fordi vi begge har båret på en latent frygt og nærmest forventning om at det ikke ville blive ukompliceret. Roden til denne bekymring ligger nok i at vi kender mange fantastiske, sunde og raske mennesker, som desværre har skulle igennem ild og vand for at blive forældre. Det har gjort stort indtryk på os og medvirket til at vi havde skruet helt ned for forhåbningerne. Til vores lykke og held blev det ikke vores kamp, og vi er så uendelig glade og taknemmelige, og tager på ingen måde let på denne store, store gave, som det er, at graviditeten skulle overgå os uden de store kampe.
At blive gravide er jo en kompleks biologisk process, som på mange måder selvfølgelig involverer tiden forinden en graviditet. Derfor har jeg nedenfor inkluderet nogle af de forudsætninger, der har været forud for graviditeten.
Præventionsformer og beslutningen om at ‘nu er det tid’
Jeg tror personligt, at valget af præventionsmetode havde en stor betydning for, hvordan det lykkedes for os. Jeg har på nærværende tidspunkt ikke taget hormon-båren prævention i fem-seks år. Der var ingen konkret årsag til dette, udover at jeg på et tidspunkt indså, at jeg havde det primære ansvar for at træffe de ‘rigtige’ og informerede valg for at passe på min krop og min fertilitet. De første tre år havde jeg en kobberspiral, hvilket var en blandet oplevelse: smart fordi man ikke skal tænke på det, men upraktisk fordi det for mit vedkommende betød stærke blødninger, uren hud og forværret PMS. Efter megen overvejelse fik jeg taget den ud i August 2018. Under udtagelsen tjekkede sygeplejersken i samme ombæring mit indre maskineri, og mens alt heldigvis så sundt og raskt ud, vurderede hun alligevel at det var nødvendigt at anbefale os at begynde at tænke på børn inden jeg rundede de 30 grundet mine æg-reserver. Hun forsikrede os om, at det ikke var kritisk, men “hvis I gerne vil hinanden, såå, skal I nok ikke vente unødvendigt længe”. Det gjorde stort indtryk på mig og satte for alvor tankerne igang. Selvom det ikke var decideret dårlige nyheder, så føltes det alligevel lidt som et reality check om man vil.
Efterfølgende brugte jeg appen og termometeret fra Natural Cycles til at tracke min menstruationscyklus og på den måde undgå graviditet. Det fungerede upåklageligt og med absurd præcision, og der er ingen tvivl om, at jeg vender tilbage til Natural Cycles efter denne graviditet. Hvis det har interesse, så vil jeg gerne lave et seperat indlæg om min oplevelse med appen, men det vigtigste at nævne i denne sammenhæng er, at den gav mig en værdifuld indsigt i og forståelse af min krops cyklus, som kom os til gode, da vi blev klar til at “forsøge” at blive gravide.
En planlagt graviditet
Det var derfor en “planlagt” graviditet. Vi besluttede os for at “nu er det okay, hvis det sker”, og jeg stoppede derfor med at tracke cyklussen i appen for at lade det ske naturligt og uden for meget praktisk planlæggelse. Men beriget med en regelmæssig cyklus og grundet den større indsigt, behøvede jeg ikke længere at tjekke appen for at vide hvor jeg var i min cyklus, og jeg vidste simpelthen, hvornår vinduet var, uanset om jeg ville det eller ej.
Derudover er det væsentligt at nævne, at jeg ved 2018/2019-årsskiftet besluttede mig for, at året skulle være præget af ro. Jeg skulle have tid og ikke være så stresset, som jeg har været foregående år, og jeg er sikker på at roen og alle de ekstra timers søvn jeg har fået, også har medvirket til, at min krop var modtagelig og klar til en graviditet.
Et foto fra vores roadtrip i USA i foråret 2019. Vi havde mange snakke om forældreskab på denne tur og som følge besluttede at vi var klar til dette kapitel i livet.
Sådan opdagede jeg graviditeten
Grundet regelmæssigheden i min cyklus, fattede jeg omgående mistanke, da min menstruation udeblev. Jeg endte med at give det to dage, før jeg tog en graviditetstest. Da jeg stod med den gyldne test i hånden, var det pludseligt nemt at tyde en række tidlige tegn, som jeg ikke havde tænkt synderligt over tidligere. Jeg havde blandt andet sovet uroligt mange nætter i streg, og havde også følt mig besynderligt stakåndet på en gåtur med min mor og lillebror, dagen forinden jeg tog testen. Testen købte jeg i vores lokale Netto sent aftenen inden jeg tog den, og jeg husker så tydeligt, at en jævnaldrende kvinde foran mig spottede æsken på båndet ud af øjenkrogen og omgående opførte sig så søster-kærligt.
Jeg tog testen alene på vores badeværelse, mens Kenneth ikke var hjemme, og han vidste ikke hvad der var los. Da jeg så to helt knivskarpe streger, én i testfeltet og én i kontrolfeltet, blev jeg pludselig i tvivl om, hvordan jeg rent faktisk skulle aflæse testresultatet. Jeg havde aldrig taget sådan en test før og havde af uransagelige årsager ikke læst manualen inden. Så da jeg stod med test-resultatet anede jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle tro og begyndte derfor febrilsk at læse anvisningerne. Det var på mange måder ekstremt anti-klimatisk og morsomt. Jeg skulle straks efter til et kundemøde, og på vej derhen googlede jeg eksempler på positive tests fra det specifikke brand, som bekræftede at min test var positiv. Retrospektivt er det helt tydeligt for mig, at min hjerne kun arbejdede på halvt blus pga. chokket. Alt logik var forduftet og jeg kunne slet ikke tænke en klar tanke.
Kort efter jeg havde taget den positive test
Valget om at forevige processen på video
Efter at have set lidt for mange pregnancy reveal videoer på youtube gennem tiden havde jeg forlængst besluttet mig for at forevige processen på video for vores egen skyld. Jeg filmede derfor, da jeg tog testen, og da jeg fortalte Kenneth nyheden senere om aftenen. Udgangspunktet var at videooptagelserne var til privat brug, for at kunne huske tilbage i levende billeder, og jeg må understrege: jeg er simpelthen så lykkelig for, at jeg gjorde det! Så vild en oplevelse, og noget jeg gerne vil kunne hjælpes til at blive ved med at huske gennem levende billeder. Desuden, har Kenneth udtrykt, hvor vigtigt og specielt det var for ham at kunne få så direkte et indblik i, hvordan jeg havde det, da jeg tog testen.
Kenneth endte med at klippe optagelserne sammen og spurgte mig, om jeg ville være okay med, at vi publicerede det på Youtube. Det overvejede jeg i tre-fire ugers tid. Der er mange pros and cons ved at offentligøre den slags og jeg syntes absolut at det var angstprovokerende specielt på et professionelt plan. Men jeg kom frem til, at jeg gerne ville dele dette store, sårbare og fuldkomme umiddelbare øjeblik.
Jeg er et sted i livet, hvor jeg forsøger at gøre mere og mere plads til at åbenhed, sårbarhed og autencitet må fylde i min ‘online’-persona. At alt ikke skal være så poleret, perfekt og kurateret. For sådan er mit liv på ingen måde i realiteten. Det er vigtigt for mig, at denne åbenhed ikke er noget som forbindes med skam eller uprofessionalisme, og det kan jeg kun ændre på ved at turde dele.
Jeg kan i svage øjeblikke sagtens tvivle på om det var det rigtige at dele dette private øjeblik. Der findes mange onde tunger og fordømmende øjne. Men når jeg trækker vejret ned i maven og mærker mit hjerte, så fortryder jeg intet, og er glad for at have delt dette af mig selv. I kan se graviditetstest-videoen nederst i denne post, eller på linket her, hvis I har lyst.
Lidt godt læsestof – alle udlånt af dejligste Cathrine
Symptomerne: Stor sult, oppustethed, kvalme, opkast og nedsat appetit
Ugerne mellem 6-9 var præget af en del af de klassiske 1. Trimester symptomer herunder især sult, tørst, kvalme og udmattethed.
Udmattethed var lig ubehag. Jeg har ikke været specielt søvnig i løbet af 1. trimester, men der var en direkte sammenhæng med hvor mange timers hvile og søvn jeg fik om natten, og hvor godt jeg havde det dagen derpå. Af bitter erfaring besluttede jeg, at et overtal af mine aftener skulle foregå hjemme og i ro på sofaen, hvorfor jeg skar helt ned på sociale aftaler og sørgede for at være i seng mellem kl. 20-22.
Min mave føltes så oppustet fra uge 5 til omkring uge 9-10. Jeg kunne slet ikke tåle at noget pressede på maven, det gjorde nærmest ondt, så de stramme jeans blev lagt på hylden og frem med alt blødt og oversized. Om natten oplevede jeg en hel del uro og ubehag i min mave. Nogle gange hjalp det at lægge mig på maven, men det som hjalp mest var at sove med en pude i mellem knæene og foran maven for at lægge et blidt ‘pres’.
En ekstrem sult indtraf omkring uge 6. Jeg husker følelsen af et hul i maven der nærmest gjorde ondt, og ofte vågnede jeg midt om natten, fordi den rumlede. Efter et par dage fandt jeg på at have en banan eller en riskiks på natbordet til de sultne nætter. Foruden dem, kunne jeg simpelthen ikke falde søvn igen. Om formiddagen spiste jeg ofte to portioner morgenmad: en så snart jeg vågnede, og endnu en halvanden times tid senere. Jeg var så DØD-sulten hele dagen, samtidig med at jeg meget hurtigt blev mæt. Et underligt paradoks.
Kvalmen kom i uge 7 - på fuld smadder, hold nu op altså! De første par dage i kvalmens fængsel gik med at prøve at finde ud hvad jeg kunne og havde brug for, og hvad der hjalp. Heldigvis kunne jeg tage time out med arbejde og tage den helt med ro de fleste dage. Jeg ved simpelthen ikke hvordan andre kvinder klarer et fuldtidsjob og graviditetskvalme, og jeg tager virkelig hatten af for jer der gør det.
Kvalmen kunne kontrolleres nogenlunde ved, at jeg stod op, så snart jeg vågnede, og i søvne slugte noget brød. Det tog toppen og gjorde, at jeg kunne starte dagen, men lige så snart jeg følte den mindste sult, så kom kvalmen væltende igen. Derfor spiste jeg nærmest konstant i den periode, og tog derfor også de første par kilo på ret hurtigt.
Første omgang opkast skete i uge 8. Sammen med kvalmen var der pludselig også ting, som jeg slet ikke kunne udstå lugten og synet af. Alt lugtede pludseligt så kraftigt. Jeg kunne ikke klare tanken om at tage de nødvendige kosttilskud og min appetit røg i bund, samtidig med at mad var det eneste som fortsat dulmede kvalmen. Jeg kunne med nød og næppe få simple (beige) kulhydrater ned. Brød med smør og pasta en masse. I denne uge havde jeg desuden flere fulde dage på langs på sofaen, jeg tog mine første middagslure (som jeg ellers aldrig tager) og endte også med at kaste op en gang. Med hovedet nede i kummen, husker jeg, at jeg frygtede, at det ville stå på de næste mange uger. Men til mit store held blev det kun ved to omgange opkast i dette trimester. Hvis ikke vi tæller den gang med, hvor jeg måtte afværge det i s-toget ved at synke og synke og synke da reflekserne begyndte… Jeg har siden haft en brækpose med mig i håndtasken af bare frygt for, at det skulle gå galt i det offentlige rum.
Desuden var jeg så tørstig, men vand var lig med kvalme. Til gengæld var danskvand (evt. med lidt hyldeblomst) rigtig godt! Derudover spiste jeg virkelig mange appelsiner, mandariner og grapefrugt juice, alt syrligt hjalp!
Prøvede at få lidt grønt indenbords, men jeg cravede aller mest surdejsboller med smør. Desværre kunne jeg pludselig ikke udholde lugten af surdejen og måtte derfor holde en pause med bagningen.
Tiden snegler sig frem
Generelt har jeg haft en følelse af at tiden gik langsomt i 1. trimester. Jeg tjekkede ofte de forskellige graviditets apps, måske flere gange om dagen, for at se hvor langt vi var i processen og tiden sneglede sig afsted. 9+1… 9+2. Jeg er på mange måder et virkelig tålmodigt menneske, men pludselig blev jeg det stikmodsatte. Måske fordi man ved, at den største risiko for at miste er netop i dette første trimester, så vi længdes selvfølgelig efter at være på den anden side. Især slutningen på 1. trimester trak i langdrag, og jeg talte dage til den næste ‘aftale’ med sundhedsvæsenet (på daværende tidspunkt 12-ugers eller “nakkefolds”-scanningen), som markerede en milepæl i graviditeten: afslutningen af 1. trimester og begyndelsen af 2.
Super glade over positive målinger til 12. ugers scanningen en tidlig December morgen
Vi fejrede scanningsresultaterne med morgenmad på Mirabelle. Bare en masse brød, tak!
At dele den store nyhed
Vi begyndte at fortælle nyheden til vores omgangskreds relativt tidligt. Enkelte venner og bekendte fik det allerede at vide inden for de første to uger af praktiske årsager, og ellers skete det drypvist. Vi fortalte det ansigt-til-ansigt til så mange, vi overhovedet kunne komme afsted med. Jeg knus-elskede dagene hvor, bare Kenneth og jeg kendte til hemmeligheden. Det føltes så specielt at det kun var os to som kendte denne (for os) enorme hemmelighed. På nogle måder ville jeg ønske, at vi havde gemt på hemmeligheden lidt længere. På andre måder skete alt fuldstændig som det skulle.
Jeg var ret afklaret med at dele nyheden med familien på et relativt tidligt tidspunkt, i tilfælde af at der skulle ske noget, og vi havde brug for deres støtte. Vi fortalte det til min familie i uge 10 og Kenneths i uge 14. I forhold til familien, så syntes vi begge at det var enorm lang tid at vente med at fortælle dem det. Vi ventede ‘så længe’ fordi, Kenneths familie bor i Sønderjylland, og han derfor ikke ser dem ofte. Jeg ventede fordi, min storebror skulle have sin første MR-scanning i sit kemobehandlingsforløb i slut november, og det føltes bedst at vente med at bringe denne nyhed på banen efter, hans scanningsresultater var kommet ind (med en forhåbning om at resultaterne ville være positive).
Vi har igen filmet, da vi fortalte nyheden til familie og en håndfuld af vennerne, og igen: jeg er simpelthen så uendelig glad for at vi gjorde det. Det trækker virkelig tårer at gense deres vidunderlige reaktioner, og ikke kun at skulle mindes det i tankerne.
Min mor og jeg, hånd i hånd kort tid inden vi deler nyheden.
Min mor og jeg samme aftenen som vi overbragte nyheden.
Videoer
Hvis I har lyst, så kan I se videoerne omtalt tidligere i indlægget nedenfor.
Da jeg tager den positive graviditetstest:
Da vi fortæller det til venner og familie:
