Min graviditet: 2. trimester

Uge 13-28

1. trimester var præget af en følelse af at svæve højt på overraskelsen og glæden ved opdagelsen af vores graviditet, og gradvist at skulle lande og finde fodfæste i alle de nye emotionelle og fysiske processer. Jeg skrev lidt om vores vej til graviditeten, symptomerne og at skulle dele den store nyhed med vores nære i første del i graviditets porteføljen, som I kan finde her. 

2. trimester var præget af en følelse af at tiden forsvinder med dobbelt hastighed og udviklingen er enorm. Det har været uger uden mange gener, at dele nyheden med verdenen, baby bump ankomst, første indkøb og en global virus.

Scanningsbilleder fra misdannelsesscanningen i uge 20

‘Spøgelsesugerne’ – er jeg overhovedet gravid? 

Jeg har ført dagbog gennem hele graviditeten for bedre at kunne huske oplevelsen og alle følelserne. Det har både været hyggeligt og til stor hjælp at kunne bladre tilbage og se hvordan jeg egentlig havde det, for en ting er sikkert; ens hukommelse bedrager en i denne process, haha. Alt går så stærkt at det er umuligt at huske hvornår hvad skete.

Fra uge 13-17 noterede jeg til gengæld ikke så meget i dagbogen. Jeg glemte det simpelthen fordi jeg næsten ingen symptomer havde, det føltes knapt, som om jeg var gravid. Men jeg blev alligevel bekræftet af en fortsat stor appetit, og ligamentsmerter en sjældent gang imellem.  Det nåede dog at ændre sig i anden del af 2. trimester.

Karriere, sikkerhed og graviditet

Et spørgsmål jeg har fået mange gange i 1. og 2. trimester er hvordan jeg kombinerer livet som selvstændig med drømmen om at blive mor. Det har jeg på ingen måde alle de praktiske svar på endnu, men tænkte at det var fint at dele lidt om de tanker som lå forud for graviditeten.

Når jeg tænker tilbage, så har vi talt om at blive forældre de sidste tre år. Min kæreste, Kenneth, er en håndfuld år ældre end jeg, og han har fra starten af gjort det klart, at han var klar til at få børn med mig, men at det samtidig var op til mig at sige til, da jeg er dét yngre. Som en ambitiøs og eftertænksom stenbuk, har jeg haft en lang række af forestillinger om, hvad jeg skulle nå og klare, før vi skulle starte netop det kapitel i livet. 

Jeg skulle bl.a. have færdiggjort min kandidat, sidde i min første fuldtidsstilling med betalt barsel, og i privaten skulle opsparingen være godt i gang og hjemmet stå fuldstændig snorlige (lol). Mange af de forestillinger ændrede sig, da det gik op for mig, at jeg, trods en ihærdig indsats, kunne nå at blive rigtig gammel og grå før ultraperfektionisten i mig ville være tilfredsstillet, og desuden, at alt i virkeligheden ikke behøvede at være perfekt. 

Efter endt kandidat i starten af 2019 havde jeg, mod al forventning, ikke den store lyst til at tage et fuldtidsjob og gå den traditionelle vej, men i stedet var jeg draget af det selvstændige liv, hvorfor jeg startede Mero Studio med min partner Monica. Det er klart, at jeg har haft mange kritiske overvejelser om, hvorvidt det var realistisk at starte en virksomhed, når drømmen om at blive forældre også pressede sig på. Jeg husker tydeligt en afklarende samtale mellem Monica og jeg, inden vi for alvor gik i gang med Mero, hvor jeg meldte ud at familieforøgelse lå i den nærmeste fremtid. Det var en essentiel samtale for os at have, inden vi kastede os ud på dybt vand, og en samtale hvor jeg også blev bekræftet i, hvor fantastisk det er at være selvstændig. Især med en anden kvinde, fra hvem jeg kun har mærket støtten og tiltroen til, at det kan man sagtens; altså være både mor og selvstændig, og være ambitiøs i begge henseender. 

Jeg har stadigvæk en del overvejelser omkring barsel og opstart af arbejde på den anden side, som endnu ikke har stadfæstet sig, især i lyset af virussen som plager hele verdenen på nuværende tidspunkt. En plan holder sjældent, og krisen og dens samfundsmæssige påvirkning har skabt en del uvished, hvorfor der ikke meget andet for end at stole på processen og at alt løser sig. Desuden har vi selvfølgelig tænkt os at se tiden an og lære vores baby at kende - hvem hun er og hvad hun har brug for – før vi kan afgøre hvad der skal ske.

Desuden har jeg i dette trimester fået styr på samtlige forsikringer og pensionsordning, og Kenneth og jeg har talt, dog ikke istandsat, semi-fællesøkonomi, haha. Pludselig blev det vigtigt at få styr på en masse praktiske, ‘voksen’.detaljer, som ellers har været underprioriteret, som selvstændig, og det føles så rart. Jeg har valgt at oprette en pensionsopsparing gennem Matter pension (som er grundlagt af en tidligere kollega med et meget lyst hoved), og har derudover læst og sat mig ind, hvordan jeg selv kan investere frie midler og oprette andre former for pensionsordninger. Grown up things!

Min baby bump 

Velvidende om at alles kroppe opfører sig vidt forskelligt under en graviditet, og at sammenligningsgrundlaget nok er smalt og usikkert, så syntes jeg alligevel at størrelsen på min mave lod vente lidt på sig. Jeg nåede faktisk at tænke et par gange om alt mon var, som det skulle være. I ugerne 17-22 oplevede jeg flere gange folks overraskelse over hvor langt henne jeg var vs. hvor ‘lille’ min mave var. Og sammenlignet med andre babybumps på Instagram med tilknyttede uge-hashtags, så lignede min mest en oppustet mave efter pizza, og altså ikke en baby i 5 måned.

Til min store glæde tog maven endelig fart i uge 22-25, og jeg husker, at jeg i perioden havde mange urolige nætter pga en intens ‘muren’ i maveregionen og at det trykkede på min ribben indefra. Maven var stadig blød og  ‘delt’ i to, men begyndte gradvist at have mere form. 

I ugerne 25-28 blev maven pludselig rundere og mere fast. Den begyndte at ligne en rigtig gravid mave, og jeg husker, hvor mange gange jeg måbende kiggede på mig selv i spejlet - “tænk kroppen er i stand til at udvikle sig sådan”. Helt praktisk så kunne jeg for alvor ikke passe mine bukser, og har mest af alt haft joggingbukser på (rimelig belejligt med en ‘bliv hjemme’-periode, hvis jeg da skal finde noget positivt i denne frygtelige krise), og begyndte at mærke udfordringerne ved at finde komfortable liggestillinger om natten. 

Det var helt ufatteligt hvor stor forskel der var dag til dag i de uger, og det føltes så mirakuløst at opleve. Retrospektivt, så har vi desværre været alt for dårlige til at få taget billeder af maven løbende, og hvis jeg skulle give et råd, så er det virkelig at tage mange flere billeder end man tror er nødvendigt, for lige pludselig sker der en vækstspurt, og så ville man ønske man havde haft en billede af maven forinden.

Uge 24

At mærke liv

I uge 18 registrerede jeg meget subtile bevægelser som en form for ‘prikken’ i maveregionen, udover en øget kraftig puls i maveskindet (som ikke er babys, men vist hænger sammen med den øgede blodtilførsel). Jeg var meget usikker på, om det virkelig var det, men en aften i uge 19 mærkede jeg pludselig to rytmiske smølfespark i midten af maven og var ikke længere i tvivl. Jeg blev så forskrækket – så underligt og fantastisk en følelse på en og samme tid! 

I uge 20 mærkede jeg dagligt liv. Hun var især aktiv om aftenen, hvis jeg lå på ryggen i sofaen, og det var også i denne uge at jeg for første gang mærkede bevægelser uden på maveskindet. Vi skulle helt hen i uge 23 før vi var heldige at en meget utålmodig far mærkede hende sparke forsigtigt. Det er så store og så omsorgsfulde øjeblikke at opleve den unikke form for kontakt der skabes mellem os som par og med den lille, når vi alle mærker livet. Meget rørende oplevelse må jeg sige. 

I uge 27-28 mærkede jeg ligeledes dagligt liv (som man jo skal på dette stadie), men bevægelserne var nu meget kraftigere og af og til kunne de gøre decideret ondt, når hun ramte et ribben. Jeg oplevede også for første gang at maven tydeligt skiftede form som følge af styrken af sparkene. 

Gener i 2. Trimester

Som jeg skrev lidt længere oppe, mærkede jeg næsten ikke graviditet i starten af 2. trimester. Til gengæld kom et par nye gener til i midt/slutningen af 2. trimester i takt med at maven blev større. 

Søvnløshed

Jeg har haft en del søvnløse nætter. Det er ofte foregået sådan, at jeg er vågnet omkring kl. 3-4-tiden og har været lysvågen indtil kl. 6.30-7. Efter at have lavet et beskedent cry for help på instagram, foreslog en masse gode damer, at jeg forsøgte mig med magnesium inden sengetid, hvilket viste sig at være et lille vidundermiddel. Efter jeg begyndte at tage det har jeg sovet igennem hele natten 90% af tiden.

Halsbrand

Hvor jeg i 1. trimester sloges kortvarigt med intens kvalme, har jeg i 2. trimester kæmpet lidt med halsbrand i stedet. Halsbranden har ikke rigtig været forbundet med specifikke fødevarer, udover hvidløg, rå løg, te og mørk chokolade, og er altså kommet og gået lidt som vinden blæser, hvilket har været lidt frustrerende, fordi det gør det svært at afhjælpe. Det har oftest været slemmest om aftenen og natten, hvorfor jeg siden uge 25 har sovet med en stor sofahynde under min hovedpude fo at hæve overkroppen under søvnen. Derudover har jeg tygget alminox og galieve tabletter ved behov, og drukket den fedtfattige mathilde kakaomælk i ny og næ.

Sådan har jeg spist

Jeg kan ikke sige, at jeg generelt har haft voldsomme “må have”-cravings, men i 2. trimester fik jeg helt klart en sødere tand og indrømmet: lysten til kanelsnegle og kanelsnurrer var en hel del højere end normalt. 

Generelt har jeg forsøgt at spise en balanceret, høj fiber og proteinrig kost ved størstedelen af min måltider… Men med både gode og dårlige snacks i mellemmåltider og om aftenen. 

Nogle af mine go to’s: 

Det salte

• Ris eller søde kartofler med forskelligt tilbehør: Laks, kylling og grønt. 

• Dahl, ris og en skefuld creme fraiche (inspireret af Grød’s opskrift)

• Avokado i forskellige afskygninger: i salater, på rug- eller knækbrød. 

• Havregrød med diverse toppings - eksempelvis banan, hinbær, nøddesmør, chiafrø, solsikkekerne, knust hørfrø, mandler, olivenolie, havremælk, agavesirup. 

• Protein, banan pandekager (med Puori vanilje proteinpulver)

• Bær smoothies og beriget shakes (med Puori vanilje proteinpulver) 

• Bananer, appelsiner, pomelo og sprøde æbler en masse

• Ristet grovboller eller rugbrød med enten honning, nutella + banan, vesterhavsost og æg, fiskefrikadeller

• 1 - max 2 kopper tynd kaffe med havremælk om dagen. 

Det søde: 

• Hjemmelavet bananbrød, kanelsnurrer og snegle, prince chokoladekiks, påskeæg med kinderægs-lignende fyld, stjernemix, den billige version af chokolade-peanut bar fra Rema1000

• Matilde kakao for at lindre halsbrand, men et par cocio er også blevet drukket 

• Økologisk hyldeblomst- og tranebærsaft med danskvand 

Supplements og vitaminer 

Jeg har tre foretrukne kosttilskud brands: Biosym, Puori og Solaray. Puori har sendt en del pr-produkter, men vi har efterfølgende købt deres skønne produkter. Derudover har jeg generelt fulgt de anbefalede doser for gravide, og ellers taget hvad jeg normalt gør: 

• Folinsyre 

• Jern fra uge 10 – enten som tabletter eller krauterblut fra Floradix som ikke er hård ved maven

• Kalk med C-vitamin

• Multivitamin Baby-me-now og/eller Spektro fra Solaray 

• Omega 3 fra Puori, som er min ultimative favorit. Jeg har aldrig oplevet ubehag ved disse.

• D-vitamin fra Pharma Nord eller Puori

• Mælkesyrebakterier “Symbioflor” fra Biosym og/eller “Symbiotics” probiotika med mælkesyrebakteriner, fibre og c-vitamin fra Puori

• Magnesium fra Puori inden sengetid, som har hjulpet helt vildt meget på søvnen.

At kende kønnet

Vi var enige om, at vi gerne ville vide kønnet før fødslen. Både fordi vi var max nysgerrige, men også fordi jeg havde en idé om at det ville gøre det nemmere, for især Kenneth, at forestille sig det lille liv – nu hvor han ikke på samme måde kan mærke det gro på daglig basis. Derudover var det også en måde for os at sprede overraskelserne lidt ud over den lange ventetid, i stedet for at samle det hele til fødslen, hvor der i forvejen er så mange store indtryk. 

Jeg blev flere gange spurgt, om jeg havde en fornemmelse af hvilket køn, som gemte sig derinde. Og selvom mit spirituelle-jeg ville ønske, at jeg havde haft en klar intuition eller drømmesyn, som min egen mor havde da hun var gravid med mig, så skete det bare ikke. Hver gang nogen spurgte, var svaret altså, at jeg ingen anelse havde. I begyndelsen af Januar fik vi lavet et privat kønsscanning, fordi vi så gerne ville filme oplevelsen til graviditetsporteføljen (hvilket sjældent er tilladt i scanningerne i det offentlige).

Det viste sig at der gemte sig en lille pige <3 

At dele det med den store verden 

Det har været enormt ambivalent at dele graviditeten med omverdenen. Jeg har kunne mærke et paradoksalt behov for at holde det tæt og mellem de helt nære - måske fordi det er så stor og sårbar en process at det er et irrationelt forsøg på at værne og passe på det dyrebare - og samtidig, en lyst til at dele vores inderlige glæde med hele verden - for det er jo større end noget andet som er sket i ens liv hidtil. Vi ventede til uge 20 og var altså halvvejs i forløbet. På det tidspunkt kunne vi simpelthen ikke vente længere, og jeg tror det var godt for sindet, at vi ventede helt indtil, at vi var ved at sprænges af iver og glæde ved at skulle dele. 

2. Trimester favorit fund

Jeg har forsøgt at have en minimalistisk tilgang til diverse anskaffelser under graviditeten. Mens det selvfølgelig er vigtigt at have det behageligt gennem sin graviditet, så er det jo en meget kort periode sammenlignet med resten af moderskabet, og jeg ville nødigt belaste miljø og pengepungen ved at købe alt muligt unødvendigt. Jeg har derfor forsøgt kun at anskaffe mig det mest essentielle. Det jeg virkelig havde brug for. Det har jeg blandet andet gjort ved researche en del, tale en masse med andre mødre, og generelt ikke at købe for meget på forhånd, men i stedet først når et egentlig behov er opstået, især fordi graviditeter jo er så individuelle at det er svært at forudsige reelle behov på forhånd.

Graviditetspude

Jeg har haft brug for en graviditetspude igennem hele graviditeten. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg har haft en, da jeg de første 28 uger brugte en almindelig, fast pude, som vi havde i forvejen. Men i og med, at jeg ikke har sovet en eneste nat uden den mellem benene og foran/under maven, siden jeg blev gravid, så er jeg sikker på, at jeg ville havde haft større glæde af en egentlig graviditetspude, og nu hvor jeg alligevel skal indkøbe den med kun 3 måneder tilbage, så føles det dumt ikke at have haft den fra start... Jeg har længe haft kig på Fossflakes U-pude, da jeg kender et par stykker som elsker den, eller den populære bbhugme puden, men har ikke købt grundet prisen og tvivl om kvalitet og fasthed. Indtil jeg nåede uge 29, og kunne mærke at nu var det et reelt behov, så endte det med at blive U-puden fra Fossflakes som var på bud hos Matas. Den er super god, men også meget stor og afskærmer en fra ens sovepartner, så jeg er personligt stadig ved at finde ud af hvordan den bruges bedst. 

Påklædning

I takt med at maven gennemgik sin første vækstspurt i uge 17-22, så fik jeg en mindre tøjkrise. Pludselig passede intet af mit normale tøj længere. Jeg havde flere besøg i butikker og kom tomhændet hjem, fordi det var svært at finde noget egentligt graviditetstøj, som jeg brød mig om, og tøj i store størrelser sad underligt pga. pasformen. Jeg husker, at jeg i denne periode var lidt mere kropsbevidst end normalt. Det hele føltes meget uflatterende, ukendt og små-underligt. Men så snart jeg fandt lidt som passede den nye krop, så følte jeg mig langt bedre tilpas. Jeg havde mange øjeblikke hvor jeg blev ramt af en følelse af hvor surrealistisk min krop så ud i spejlet, men det føltes mere som forundring end noget andet, og generelt har jeg dog følt mig meget hjemme i min gravide krop – også selvom den var og stadig er i konstant forandring. 

Jeg købte blandt andet disse leggings til hjemmebrug og under kjoler, disse toppe, et par forskellige bløde hjemmesæt med rigelig plads til maven, og et par lange enkle kjoler (Cos og H&M) til arbejdsbrug hvor maven kunne være i og samtidig ikke var center of attention. Hen mod uge 28 og slutningen på 2. Trimester begyndte jeg at foretrække stramt tøj frem for det mere løse og posede. Mangler du lidt inspiration til graviditetstøj så har Cathrine, Frede og Emily lavet nogle super fine guides.

De første gaver fra venner og indkøb til baby, som er modtaget i starten af 3. trimester, som bliver næste indlæg i porteføljen. Om jeg begriber at vi nu er i sidste 3-del af graviditeten, og at føromtalte indlæg først kommer når vores lille pige er her. Det er så stort at jeg knapt kan forstå det <3

In honor of #IWD and the fact that I’m growing a little lady in my womb, I’m sharing a glimpse of my changing body to celebrate my personal journey into motherhood. 

Hopefully by now we can all agree that being yourself unapologetically - irl and online - doesn’t denounce your professionalism, intelligence and voice. No matter how you define yourself; female, man, non binary etc. The future is human, and I thank and appreciate all of you who - in one way or the other - contribute to a future that holds a dominant view and system which allow us human to be and become exactly what we dream of.

We can’t wait to meet you, our little love child.

Min graviditet

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg havde lyst til at dele om dette nye kapitel  i mit liv, og i hvilken detaljegrad. For mig føles det enormt privat og angstprovokerende, at noget så inderligt bringes på internettet og dermed bliver tilgængelige for alle og enhver.

Men efter første trimester, hvor kun få har kendt til vores hemmelighed, har jeg haft mulighed for at tænke og mærke ordentlig efter, og jeg er kommet frem til at selvfølgelig skal jeg dele om denne nye del af mit liv. Dels, fordi forældreskabet jo er transformativt og i den grad definitivt. Jeg står overfor en ny virkelighed, hvor min kerne består, men mine interesser og liv naturligvis vil formes af dette nye eventyr. Og i denne proces har jeg brug for, at jeg fortsat kan være autentisk irl – såvel som online. Men ikke mindst fordi jeg har haft enorm glæde af at læse andres beretninger og tanker om denne vilde process. Det har været så givende at kunne søge viden og førstehåndsberetninger. Som den ‘glade forbruger’ af andres skriverier jeg er, så har jeg lyst til selv at være modig og ‘pay it forward’, og jeg håber selvfølgelig at mine skriv kan skabe samme værdi for jer.

Sidst, men ikke mindst, kan graviditets-indlæg være en trigger for nogle, derfor håber jeg at man vil skippe disse indlæg, hvis man ved, at de ikke gør en godt, og selvfølgelig minde om at dette blot er min historie og mine oplevelser. 

En kold dag med en lille babyspire i maven

Sådan blev vi gravide 

Det skete heldigvis hurtigt, og vi var (glædeligt!!) chokerede, fordi vi begge har båret på en latent frygt og nærmest forventning om at det ikke ville blive ukompliceret. Roden til denne bekymring ligger nok i at vi kender mange fantastiske, sunde og raske mennesker, som desværre har skulle igennem ild og vand for at blive forældre. Det har gjort stort indtryk på os og medvirket til at vi havde skruet helt ned for forhåbningerne. Til vores lykke og held blev det ikke vores kamp, og vi er så uendelig glade og taknemmelige, og tager på ingen måde let på denne store, store gave, som det er, at graviditeten skulle overgå os uden de store kampe. 

At blive gravide er jo en kompleks biologisk process, som på mange måder selvfølgelig involverer tiden forinden en graviditet. Derfor har jeg nedenfor inkluderet nogle af de forudsætninger, der har været forud for graviditeten.

Præventionsformer og beslutningen om at ‘nu er det tid’

Jeg tror personligt, at valget af præventionsmetode havde en stor betydning for, hvordan det lykkedes for os. Jeg har på nærværende tidspunkt ikke taget hormon-båren prævention i fem-seks år. Der var ingen konkret årsag til dette, udover at jeg på et tidspunkt indså, at jeg havde det primære ansvar for at træffe de ‘rigtige’ og informerede valg for at passe på min krop og min fertilitet. De første tre år havde jeg en kobberspiral, hvilket var en blandet oplevelse: smart fordi man ikke skal tænke på det, men upraktisk fordi det for mit vedkommende betød stærke blødninger, uren hud og forværret PMS. Efter megen overvejelse fik jeg taget den ud i August 2018. Under udtagelsen tjekkede sygeplejersken i samme ombæring mit indre maskineri, og mens alt heldigvis så sundt og raskt ud, vurderede hun alligevel at det var nødvendigt at anbefale os at begynde at tænke på børn inden jeg rundede de 30 grundet mine æg-reserver. Hun forsikrede os om, at det ikke var kritisk, men “hvis I gerne vil hinanden, såå, skal I nok ikke vente unødvendigt længe”. Det gjorde stort indtryk på mig og satte for alvor tankerne igang. Selvom det ikke var decideret dårlige nyheder, så føltes det alligevel lidt som et reality check om man vil.

Efterfølgende brugte jeg appen og termometeret fra Natural Cycles til at tracke min menstruationscyklus og på den måde undgå graviditet. Det fungerede upåklageligt og med absurd præcision, og der er ingen tvivl om, at jeg vender tilbage til Natural Cycles efter denne graviditet. Hvis det har interesse, så vil jeg gerne lave et seperat indlæg om min oplevelse med appen, men det vigtigste at nævne i denne sammenhæng er, at den gav mig en værdifuld indsigt i og forståelse af min krops cyklus, som kom os til gode, da vi blev klar til at “forsøge” at blive gravide. 

En planlagt graviditet

Det var derfor en “planlagt” graviditet. Vi besluttede os for at “nu er det okay, hvis det sker”, og jeg stoppede derfor med at tracke cyklussen i appen for at lade det ske naturligt og uden for meget praktisk planlæggelse. Men beriget med en regelmæssig cyklus og grundet den større indsigt, behøvede jeg ikke længere at tjekke appen for at vide hvor jeg var i min cyklus,  og jeg vidste simpelthen, hvornår vinduet var, uanset om jeg ville det eller ej. 

Derudover er det væsentligt at nævne, at jeg ved 2018/2019-årsskiftet besluttede mig for, at året skulle være præget af ro. Jeg skulle have tid og ikke være så stresset, som jeg har været foregående år, og jeg er sikker på at roen og alle de ekstra timers søvn jeg har fået, også har medvirket til, at min krop var modtagelig og klar til en graviditet.

Et foto fra vores roadtrip i USA i foråret 2019. Vi havde mange snakke om forældreskab på denne tur og som følge besluttede at vi var klar til dette kapitel i livet.

Sådan opdagede jeg graviditeten

Grundet regelmæssigheden i min cyklus, fattede jeg omgående mistanke, da min menstruation udeblev. Jeg endte med at give det to dage, før jeg tog en graviditetstest. Da jeg stod med den gyldne test i hånden, var det pludseligt nemt at tyde en række tidlige tegn, som jeg ikke havde tænkt synderligt over tidligere. Jeg havde blandt andet sovet uroligt mange nætter i streg, og havde også følt mig besynderligt stakåndet på en gåtur med min mor og lillebror, dagen forinden jeg tog testen. Testen købte jeg i vores lokale Netto sent aftenen inden jeg tog den, og jeg husker så tydeligt, at en jævnaldrende kvinde foran mig spottede æsken på båndet ud af øjenkrogen og omgående opførte sig så søster-kærligt.

Jeg tog testen alene på vores badeværelse, mens Kenneth ikke var hjemme, og han vidste ikke hvad der var los. Da jeg så to helt knivskarpe streger, én i testfeltet og én i kontrolfeltet, blev jeg pludselig i tvivl om, hvordan jeg rent faktisk skulle aflæse testresultatet. Jeg havde aldrig taget sådan en test før og havde af uransagelige årsager ikke læst manualen inden. Så da jeg stod med test-resultatet anede jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle tro og begyndte derfor febrilsk at læse anvisningerne. Det var på mange måder ekstremt anti-klimatisk og morsomt. Jeg skulle straks efter til et kundemøde, og på vej derhen googlede jeg eksempler på positive tests fra det specifikke brand, som bekræftede at min test var positiv. Retrospektivt er det helt tydeligt for mig, at min hjerne kun arbejdede på halvt blus pga. chokket. Alt logik var forduftet og jeg kunne slet ikke tænke en klar tanke.

Kort efter jeg havde taget den positive test

Valget om at forevige processen på video

Efter at have set lidt for mange pregnancy reveal videoer på youtube gennem tiden havde jeg forlængst besluttet mig for at forevige processen på video for vores egen skyld. Jeg filmede derfor, da jeg tog testen, og da jeg fortalte Kenneth nyheden senere om aftenen. Udgangspunktet var at videooptagelserne var til privat brug, for at kunne huske tilbage i levende billeder, og jeg må understrege: jeg er simpelthen så lykkelig for, at jeg gjorde det! Så vild en oplevelse, og noget jeg gerne vil kunne hjælpes til at blive ved med at huske gennem levende billeder. Desuden, har Kenneth udtrykt, hvor vigtigt og specielt det var for ham at kunne få så direkte et indblik i, hvordan jeg havde det, da jeg tog testen.

Kenneth endte med at klippe optagelserne sammen og spurgte mig, om jeg ville være okay med, at vi publicerede det på Youtube. Det overvejede jeg i tre-fire ugers tid. Der er mange pros and cons ved at offentligøre den slags og jeg syntes absolut at det var angstprovokerende specielt på et professionelt plan. Men jeg kom frem til, at jeg gerne ville dele dette store, sårbare og fuldkomme umiddelbare øjeblik.

Jeg er et sted i livet, hvor jeg forsøger at gøre mere og mere plads til at åbenhed, sårbarhed og autencitet må fylde i min ‘online’-persona. At alt ikke skal være så poleret, perfekt og kurateret. For sådan er mit liv på ingen måde i realiteten. Det er vigtigt for mig, at denne åbenhed ikke er noget som forbindes med skam eller uprofessionalisme, og det kan jeg kun ændre på ved at turde dele.

Jeg kan i svage øjeblikke sagtens tvivle på om det var det rigtige at dele dette private øjeblik. Der findes mange onde tunger og fordømmende øjne. Men når jeg trækker vejret ned i maven og mærker mit hjerte, så fortryder jeg intet, og er glad for at have delt dette af mig selv. I kan se graviditetstest-videoen nederst i denne post, eller på linket her, hvis I har lyst.

Mine maveskindsfavoritter: Mommy & Me fra Andrea Rudolph, ren økologisk shea smør, mavecreme fra Isangs, og ionisk tørbørste fra Karmameju

Lidt godt læsestof – alle udlånt af dejligste Cathrine

Symptomerne: Stor sult, oppustethed, kvalme, opkast og nedsat appetit

Ugerne mellem 6-9 var præget af en del af de klassiske 1. Trimester symptomer herunder især sult, tørst, kvalme og udmattethed.

Udmattethed var lig ubehag. Jeg har ikke været specielt søvnig i løbet af 1. trimester, men der var en direkte sammenhæng med hvor mange timers hvile og søvn jeg fik om natten, og hvor godt jeg havde det dagen derpå. Af bitter erfaring besluttede jeg, at et overtal af mine aftener skulle foregå hjemme og i ro på sofaen, hvorfor jeg skar helt ned på sociale aftaler og sørgede for at være i seng mellem kl. 20-22.

Min mave føltes så oppustet fra uge 5 til omkring uge 9-10. Jeg kunne slet ikke tåle at noget pressede på maven, det gjorde nærmest ondt, så de stramme jeans blev lagt på hylden og frem med alt blødt og oversized. Om natten oplevede jeg en hel del uro og ubehag i min mave. Nogle gange hjalp det at lægge mig på maven, men det som hjalp mest var at sove med en pude i mellem knæene og foran maven for at lægge et blidt ‘pres’.   

En ekstrem sult indtraf omkring uge 6. Jeg husker følelsen af et hul i maven der nærmest gjorde ondt, og ofte vågnede jeg midt om natten, fordi den rumlede. Efter et par dage fandt jeg på at have en banan eller en riskiks på natbordet til de sultne nætter. Foruden dem, kunne jeg simpelthen ikke falde søvn igen. Om formiddagen spiste jeg ofte to portioner morgenmad: en så snart jeg vågnede, og endnu en halvanden times tid senere. Jeg var så DØD-sulten hele dagen, samtidig med at jeg meget hurtigt blev mæt. Et underligt paradoks.  

Kvalmen kom i uge 7 - på fuld smadder, hold nu op altså! De første par dage i kvalmens fængsel gik med at prøve at finde ud hvad jeg kunne og havde brug for, og hvad der hjalp. Heldigvis kunne jeg tage time out med arbejde og tage den helt med ro de fleste dage. Jeg ved simpelthen ikke hvordan andre kvinder klarer et fuldtidsjob og graviditetskvalme, og jeg tager virkelig hatten af for jer der gør det.

Kvalmen kunne kontrolleres nogenlunde ved, at jeg stod op, så snart jeg vågnede, og i søvne slugte noget brød. Det tog toppen og gjorde, at jeg kunne starte dagen, men lige så snart jeg følte den mindste sult, så kom kvalmen væltende igen. Derfor spiste jeg nærmest konstant i den periode, og tog derfor også de første par kilo på ret hurtigt.

Første omgang opkast skete i uge 8. Sammen med kvalmen var der pludselig også ting, som jeg slet ikke kunne udstå lugten og synet af.  Alt lugtede pludseligt så kraftigt. Jeg kunne ikke klare tanken om at tage de nødvendige kosttilskud og min appetit røg i bund, samtidig med at mad var det eneste som fortsat dulmede kvalmen. Jeg kunne med nød og næppe få simple (beige) kulhydrater ned. Brød med smør og pasta en masse. I denne uge havde jeg desuden flere fulde dage på langs på sofaen, jeg tog mine første middagslure (som jeg ellers aldrig tager) og endte også med at kaste op en gang. Med hovedet nede i kummen, husker jeg, at jeg frygtede, at det ville stå på de næste mange uger. Men til mit store held blev det kun ved to omgange opkast i dette trimester. Hvis ikke vi tæller den gang med, hvor jeg måtte afværge det i s-toget ved at synke og synke og synke da reflekserne begyndte… Jeg har siden haft en brækpose med mig i håndtasken af bare frygt for, at det skulle gå galt i det offentlige rum.

Desuden var jeg så tørstig, men vand var lig med kvalme. Til gengæld var danskvand (evt. med lidt hyldeblomst) rigtig godt! Derudover spiste jeg virkelig mange appelsiner, mandariner og grapefrugt juice, alt syrligt hjalp!

Prøvede at få lidt grønt indenbords, men jeg cravede aller mest surdejsboller med smør. Desværre kunne jeg pludselig ikke udholde lugten af surdejen og måtte derfor holde en pause med bagningen.

Tiden snegler sig frem

Generelt har jeg haft en følelse af at tiden gik langsomt i 1. trimester. Jeg tjekkede ofte de forskellige graviditets apps, måske flere gange om dagen, for at se hvor langt vi var i processen og tiden sneglede sig afsted. 9+1… 9+2. Jeg er på mange måder et virkelig tålmodigt menneske, men pludselig blev jeg det stikmodsatte. Måske fordi man ved, at den største risiko for at miste er netop i dette første trimester, så vi længdes selvfølgelig efter at være på den anden side. Især slutningen på 1. trimester trak i langdrag, og jeg talte dage til den næste ‘aftale’ med sundhedsvæsenet (på daværende tidspunkt 12-ugers eller “nakkefolds”-scanningen), som markerede en milepæl i graviditeten: afslutningen af 1. trimester og begyndelsen af 2. 

Super glade over positive målinger til 12. ugers scanningen en tidlig December morgen

Vi fejrede scanningsresultaterne med morgenmad på Mirabelle. Bare en masse brød, tak!

At dele den store nyhed

Vi begyndte at fortælle nyheden til vores omgangskreds relativt tidligt. Enkelte venner og bekendte fik det allerede at vide inden for de første to uger af praktiske årsager, og ellers skete det drypvist. Vi fortalte det ansigt-til-ansigt til så mange, vi overhovedet kunne komme afsted med. Jeg knus-elskede dagene hvor, bare Kenneth og jeg kendte til hemmeligheden. Det føltes så specielt at det kun var os to som kendte denne (for os) enorme hemmelighed. På nogle måder ville jeg ønske, at vi havde gemt på hemmeligheden lidt længere. På andre måder skete alt fuldstændig som det skulle.

Jeg var ret afklaret med at dele nyheden med familien på et relativt tidligt tidspunkt, i tilfælde af at der skulle ske noget, og vi havde brug for deres støtte. Vi fortalte det til min familie i uge 10 og Kenneths i uge 14. I forhold til familien, så syntes vi begge at det var enorm lang tid at vente med at fortælle dem det. Vi ventede ‘så længe’ fordi, Kenneths familie bor i Sønderjylland, og han derfor ikke ser dem ofte. Jeg ventede fordi, min storebror skulle have sin første MR-scanning i sit kemobehandlingsforløb i slut november, og det føltes bedst at vente med at bringe denne nyhed på banen efter, hans scanningsresultater var kommet ind (med en forhåbning om at resultaterne ville være positive).

Vi har igen filmet, da vi fortalte nyheden til familie og en håndfuld af vennerne, og igen: jeg er simpelthen så uendelig glad for at vi gjorde det. Det trækker virkelig tårer at gense deres vidunderlige reaktioner, og ikke kun at skulle mindes det i tankerne.

Min mor og jeg, hånd i hånd kort tid inden vi deler nyheden.

Min mor og jeg samme aftenen som vi overbragte nyheden.

---

Videoer

Hvis I har lyst, så kan I se videoerne omtalt tidligere i indlægget nedenfor.

Da jeg tager den positive graviditetstest:

Da vi fortæller det til venner og familie: